Gå til hoved-indhold
28. august 2018 - kl. 18.08

Lægedækning sikret for 8000 frederikshavnere

  • 1 af 4
    FOTO: Presse
  • 2 af 4
    FOTO: Presse
  • 3 af 4
    Ulla Astman glæder sig over aftalen med læge Peter Gaardbo Simonsen.
  • 4 af 4
    Ulla Astman glæder sig over aftalen med læge Peter Gaardbo Simonsen.
Af: Kanal Frederikshavn

Lægerne og Region Nordjylland underskrev tirsdag en aftale om en storklinik, som sikrer lægedækningen for 8000 nordjyder. 

I Frederikshavn står en række praktiserende læger overfor at stoppe i løbet af 2018. Såfremt lægerne bliver samlet i et større fællesskab, vil de dog bakke op om en løsning, hvor de går ned i arbejdstid, for til gengæld at fortsætte i længere tid.

Lægerne og Region Nordjylland har igennem dialog fundet frem til en fælles løsning, hvor der etableres én stor klinik. Klinikken etableres i nyetablerede lokaler med tilknytning til Regionshospital Nordjylland, Frederikshavn.

Samarbejdet er defineret af en licensaftale, hvormed Regionen og læge Peter Gaardbo Simonsen samarbejder om driften af klinikken. Licensaftalen blev underskrevet på Regionshospitalet i dag.

- Det glæder mig, at vi med den nye aftale sikrer lægedækningen for 8000 patienter. Med aftalen indledes et visionært samarbejde, der skal medvirke til at sikre almen medicinsk lægedækning af høj kvalitet i området, ligesom samarbejdet skal understøtte relationerne mellem hospital, almen praksis og kommune, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Lægeklinikken bliver en klinik på licens med alment praktiserende læge Peter Gaardbo Simonsen som licenshaver. Der er fire ydernumre i klinikken, hvilket betyder, at 8000 frederikshavnere vil få læge i de nye lokaler. Aftalen træder i kraft 1. december 2018 med ét ydernummer og 1. januar 2019 med yderligere tre ydernumre på adressen Vestergade 47A i Frederikshavn.

- Jeg er meget tilfreds med at indgå licensaftale med Region Nordjylland. Med denne samarbejdsform forventer jeg, at der kan udvikles et tæt samarbejde mellem klinikken, hospitalet og kommunen til gavn for både patienterne, lægerne, hospitalet og kommunen, for på den måde at skabe en moderne klinik, hvor patienterne oplever effektive og fleksible forløb. En særlig cadeau skal gå til at klinikpersonale og læger fra de tidligere klinikker, som aktivt slutter op omkring Lægeklinikken Frederikshavn, således at patienterne fortsat møder kendte ansigter, siger Peter Gaardbo Simonsen.

Yderligere er et element i aftalen at sætte fokus på klinikken som uddannelsessted. Målsætningen er at opbygge et unikt uddannelsesmiljø og dermed gøre det attraktivt for læger at etablere sig som praktiserende læger i Frederikshavn.

- Med den nye lægeklinik sikrer vi lægedækning til vores borgere og styrker Frederikshavn Kommune som studiested. Både uddannelse og lægedækning er vigtige parametre, når vi skal tiltrække nye borgere, så vi glæder os meget over, at pengene til den nye klinik er på plads. Vi ser frem til at samarbejde med klinikken i fremtiden, siger Christina Lykke Eriksen, formand for Sundhedsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...