Rigtig gode tilbud i ny Netto på åbningsdag
Kl. 8 fredag morgen var der allerede dannet en lang kø foran den nye Nettobutik ved Iscenter Nord i Frederikshavn. I dag har butikken nemlig slået dørene op for første gang med en række særtilbud og ekstra servicer, og butikschef Berit Svendsen forventer en lang og travl dag fyldt med mennesker.
Den store kø var opløst, og butikken var igen fremkommelig, da Kanal Frederikshavn, to timer efter åbningen, kiggede forbi den nye Nettobutik for at få en lille snak med butikschef Berit Svendsen. Hun er glad og tilfreds med debuten, men forventer travlhed det meste af dagen indtil lukketid kl. 22 i aften.
- Åbningen er jo gået fantastisk, må man sige. Allerede fra morgenstunden har der været tætpakket af mennesker i butikken. Nu er det heldigvis stilnet lidt af, men jeg forventer egentlig, at folk kommer forbi det meste af dagen, indtil vi lukker engang i aften, smiler den erfarne butiksmedarbejder, som har været en del af Netto-familien i godt 16 år.
I dagens anledning var der, udover de sædvanlige discountpriser, en række særtilbud af finde i butikken, og som ekstra service var der både gratis poser og hjælp til at pakke varerne i poserne. Af specielle tilbud kan blandt andet nævnes et glas marmelade til 5 kr., en 6-pack dåsecolaer til kun 25 kr. eksl. pant samt 10 stykker frugt til en flad 10'er. Derudover var der forskellige former for smagsprøver rundt i butikken, som blev taget godt imod af de mange handlende.
Butikschefen mener ikke længere, at det kun er en type kunder, der benytter sig af Netto, men at alle lige fra håndværkeren til direktøren er interesserede i at spare penge, og det mener hun helt klart, at kunderne gør i Netto. Den nye beliggenhed ved Iscenter Nord på vej ud af Frederikshavn skal gerne lokke flere pendlere til, men ellers regner Berit Svendsen med, at frederikshavnerne nok selv skal finde vej til den nye butik.
- Det er alle typer kunder, der handler i Netto, og det får vi også her, da vi har kyststrækningen, og det betyder, at der kommer mange folk heroppe. Vi tror selvfølgelig, at vi nu får flere af pendlerne til at handle i butikken, og det har vi egentlig også satset på med beliggenheden, fortæller hun.
December måned er en vigtig handelsmåned, så derfor er hun meget glad for, at det nye byggeri stod færdigt på så kort tid. Alle ugens dage har butikken åbent fra kl. 8 til 22, så har man først sent fri fra jobbet, og man måske bor lidt længere syd på, kan man da overveje at svinge forbi Nettobutikken på hjørnet ved Iscenter Nord.










































