Endnu en skidt weekend for de lokale fodboldhold
Problemerne for de bedste lokale seriehold i fodbold fortsætter. Igen i denne weekend tabte FfI i JS1, IF Skjold Sæby i JS2 og SEIF i serie 2. Ydermere tabte både FC Vakok og Skagen IK i serie 3.
Kasper Sørensen blev dobbelt målscorer for FfI i udekampen i JS1 mod Fuglebakken KFUM, men det hjalp ingenting, da aarhusianerne scorede syv mål i fredagskampen.
FfI er fortsat sidst med sølle to point. Allerede mandag aften venter endnu en vanskelig udekamp mod topholdet Vorup fra Randers.
I JS2 tabte IF Skjold Sæby 1-2 ude til Hjørring IF. Tobias Overlade reducerede for Skjold i det 86. minut. Det var sæbynitternes fjerde nederlag i træk. Der er nu kun fire point ned til en direkte nedrykning.
SEIF's tophold i serie 2 tabte 3-4 på hjemmebane til Hirtshals. Michael Vestergaard scorede to mål for SEIF. Han udlignede til 3-3 med 10 minutter igen, men gæsterne scorede sejrsmålet på straffespark dybt inde i dommerens tillægstid. Her var Hirtshals ellers reduceret til 10 mand efter et rødt kort til Kasper Jokumsen.
Med fem kampe igen er der blot to point mellem de fem øverste hold i puljen. SEIF er fortsat tophold med 15 point - samme pointtal som Flauenskjold IF og Dronninglund IF.
I serie 3 (pulje 24) vandt FfI's JS-reserver 5-4 ude over Skagen IK. Mussa Bilombele lavede hattrick. FfI er dermed kun ét point efter Skagen på andenpladsen, og FfI har spillet en kamp færre.
FC Vakok tabte skuffende 2-3 på hjemmebane til Skibsby-Højene IF. Med en sejr kunne FC Vakok have øget afstanden ned til SHI på nedrykningspladserne til ni point, men nu er der kun tre point mellem de to hold.
I serie 3 (pulje 25) slog IF Skjold Sæby topholdet Asaa/Hjallerup 3-0 på udebane. Østervrå IF spillede 1-1 ude mod Aalborg Freja, men ØVI ligger nu til nedrykning, da Vejgaard besejrede bundholdet Dybvad/Hørby med 4-0.
I serie 4 (pulje 49) tabte Try/Thorshøj med hele 0-9 hjemme til Asaa/Hjallerup. FfI's tredjehold vandt 2-1 hjemme over Flauenskjold IF. Topholdet Voerså IF vandt uden kamp over Dybvad/Hørbys bundhold. Syvsten spiller søndag ude mod Dronninglund IF.
FfI's kvinder besejrede i Jyllandsserien Astrup IF Arden med 1-0 og avancerer til andenpladsen, dog med hele otte point op til B52/Aalborg.