Gå til hoved-indhold
29. juli 2021 - kl. 14.07

Flere PCR-test til Skagen - også uden tidsbestilling

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Region Nordjylland sender flere podere til Skagen og åbner for PCR-test flere dage i byen. Der florerer lige nu smitte med coronavirus i Skagen. For at få brudt smittekæderne hurtigst muligt sætter Region Nordjylland nu ekstra ind med PCR-test i byen.

Fra fredag i denne uge og til onsdag i næste uge bliver der åbnet for PCR-test alle dage fra kl. 9-17 på Skagen Rådhus. Det er muligt at blive testet både med og uden tidsbestilling. PCR-testen giver et meget præcist resultat og foretages med podning i halsen. Svaret kommer som udgangspunkt indenfor 24 timer.

- Selvom vi er langt med vaccinationen, florerer smitten stadigvæk. Det har den gjort i Skagen, og det har vist sig, at smitten har skabt rigtig mange nære kontakter, som nu har behov for en PCR-test. Derfor åbner regionen for flere muligheder for at blive testet lokalt, siger fungerende formand for Region Nordjylland, Lone Sondrup (V).

Der er altså et behov for mange PCR-test i de kommende dage i byen – blandt andet på grund af mange nære kontakter. De mange tests skal dog også hjælpe til at få inddæmmet smitten generelt.

I starten af næste uge vil Region Nordjylland tage bestik af situationen igen, for at se, om der er behov for yderligere åbningsdage. Normalt er der altid åbent for PCR-test onsdage, fredage og lørdage i Skagen.

Derudover er der åbent alle ugens dage for hurtigtest mellem kl. 8 og 20. Hurtigtestene skal dog ikke bruges af nære kontakter til en smittet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...