Musik og julestemning: Vær med til at tænde juletræet fra Larvik i Frederikshavn
Fredag 28. november bliver lysene på det store juletræ på Rådhuspladsen i Frederikshavn tændt, og store som små er inviteret med til julefesten.
Der er julestemning i luften, når Frederikshavn Kommune traditionen tro tænder lysene på det store juletræ i Frederikshavn og inviterer til julefest på Rådhuspladsen.
Der vil være godter til børnene, og to unge talenter fra Musikskolen Frederikshavn, Elna og Lukas, sørger for julemusik og spiller sange fra klassiske julekalendere.
Imens musikken spiller, går Snedronningen rundt og hilser på store og små. Beredskabets brandbil holder på pladsen - klar til at hjælpe Snedronningen med at tænde træet med manér.
- Det er altid en hyggelig eftermiddag, når vi sammen tænder julelysene, og fællesskabet er i centrum. Arrangementet er både for store og små, og jeg håber, at så mange som muligt vil møde op, siger borgmester Karsten Thomsen.
Juletræet er en gave fra Frederikshavn Kommunes norske venskabsby Larvik.
Her er programmet:
Kl. 16.25: Julemusik ved Musikskolen, og Snedronningen uddeler godter til børn
Kl. 16.50: Tale af borgmester Karsten Thomsen
Kl. 16.59: Nedtællingen begynder
Kl. 17.00: Juletræet tændes ved hjælp af julemagi





































