Nidkære embedsmænd stopper fin udstykning
Hans Skovgaard, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Hvem er Bolig- og Planstyrelsen? Er det udelukkende nidkære embedsmænd? Man skulle ikke tro, der er nogle folkevalgte i dette organ.
Bolig- og Planstyrelsen har sagt nej til at udstykke nogle meget fine parcelhusgrunde ved Øster Dal Vej i Frederikshavn – med udsigt over Aalbæk Bugt – helt til Skagen.
Det er uforståeligt, at dette organ kan forhindre en privat udstykning, der kan tiltrække nye skatteborgere til Frederikshavn.
Hvordan kan Staten, hvis Bolig- og Planstyrelsen er Staten, forhindre dette med begrundelsen '"morænebakker fra istiden"? Er det ikke en krænkelse af den private ejendomsret?
Jeg ved positivt, at Frederikshavn Kommune har villet medvirke til, at denne udstykning blev gennemført. Der er ikke megen selvstyre i det kommunale regi.
Jeg vil opfordre journalisterne til bore noget mere i det magtfulde væsen.