Gå til hoved-indhold
14. januar 2021 - kl. 16.01

Fire af FfI's fodboldbaner udsat for hærværk

  • 1 af 3
    FOTO: Ronni Kirkelund Jensen
  • 2 af 3
    FOTO: Ronni Kirkelund Jensen
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

FfI Fodbold har anmeldt hærværk mod fire fodboldbaner til Nordjyllands Politi. Stadioninspektør Ronni Kirkelund Jensen håber, at en hundelufter eller andre kan hjælpe med opklaringen af sagen.

- Det er voldsomt irriterende, og det koster en del penge at genoprette, siger Ronni Kirkelund Jensen til Kanal Frederikshavn.

En eller flere biler har kørt markræs på fire af FfI's store baner. Der er lavet 8-taller på tre græsbaner og kunstgræsbanen på Fodboldvej. Ifølge stadioninspektøren er nogle af hjulsporene op til 10 centimeter dybe.

Videoovervågning afslører, at der onsdag mellem kl. 20.00 og 22.00 kørte et par biler rundt på parkeringspladsen foran FfI's klubhus. Også her blev der lavet adskillige 8-taller.

- De startede formentlig på parkeringspladsen, men det var åbenbart ikke sjovt nok, og derfor fortsatte de ned på banerne. Hvad tænker de mon på? Hvorfor er det, at folk skal ødelægge ting?, spørger Ronni Kirkelund Jensen.

Han håber, at der er en hundelufter eller andre, som måske har bemærket bilerne i aftes. Har du brugbare oplysninger, træffes han på telefon 2892 8593. Sagen er også meldt til politiet, ligesom Park & Vej i Frederikshavn Kommune har modtaget den triste besked.

Lignende hærværk ramte for et par dage siden Bagterp IF's fodboldbaner og Hjørring Modelflyveklub.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...