Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
09.10.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Kaj og hans 'hest' har været uadskillelige i 30 år

Kaj Walsted bag disken i Læsehesten, hvor han nu har stået i 30 år.
Læsehesten i Frederikshavn har 30 års jubilæum i år. Enten kommer man der efter noget ganske bestemt, eller også oser man rundt på egen hånd, uanset om man interesserer sig for bøger, dvd, spil eller noget af alt det nye, der er kommet til gennem årene.

 

Læsehesten i Frederikshavn har i alle 30 år haft til huse på adressen Danmarksgade 25, lige over for Palads Teatret.

Indehaveren Kaj Walsted er 52 år og har efter eget udsagn Danmarks største private samling af tegneserier og børnebilledbøger. Netop de to interesser, der for efterhånden mange år siden skaffede ham det fritidsjob, der senere skulle blive en levevej.

- Jeg startede efter skoletid med at arbejde hos Lars i Læsehesten i Aalborg. Siden blev det til en uddannelse som VVS-mand, men det blev ikke til mange toiletter og badeværelser, fortæller Kaj Walsted.

Han havde med tiden lært Lars temmelig godt at kende. En dag kom de to til at snakke om at åbne en butik mere et eller andet sted. Valget faldt på Frederikshavn, og lokalerne de to havde udset sig, var en nedlagt boghandel i den nordlige del af Danmarksgade, hvor Læsehesten altså stadig ligger.
I 1996 blev der så lagt yderligere 120 kvadratmeter til hestens "staldareal".

Læsehesten handler med lidt af hvert indenfor bøger, film, blade, multimedie, musik, legetøj, e-cigaretter, brætspil, figurer samt et stort udvalg af samle/kort spil, der i efterhånden lang tid især har omfattet de populære PokéMon-kort.

- Den populære figur har tag i såvel børn, unge og selv voksne legebørn, konstaterer Kaj.

Den lille spilfigur blev udviklet i 1996 (da Læsehesten var fire år) og har siden taget verden med storm. For øvrigt er lidt af hvert måske en kraftig underdrivelse, sådan føles det i hvert fald, når Kaj Walsted begynder at remse op af varelageret.

- Det er vigtigt at være på forkant med udviklingen. Kun på den måde kan man yde kunderne en god service, mener Kaj Walsted.

I dag er det næsten ikke til at opdrive en VHS-video i forretningen, mens vinylen er vendt stærkt tilbage. En anden sællert er Læsehestens store udvalg i e-cigaretter, væsker og tilbehør.

- Vi har kvalitetsvæsker fra de store producenter i Danmark, Amerika, Tyskland og England, og der kommer hele tiden nye varianter til, siger Kaj Walsted, der selvfølgelig også står til rådighed med råd og vejledning om produkterne.

For 10 år siden udvidede Kaj Walsted sit virke i Frederikshavn med endnu en forretning. Den hedder i dag Antik og Genbrug og ligger på Kirkepladsen.

- Vi tømmer dødsboer rundt omkring og opkøber restpartier, konkursboer og lignende til salg i forretningen, forklarer Kaj Walsted.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close