Gå til hoved-indhold
11. august 2023 - kl. 15.08

Åbent hus: Kom og oplev affaldets rejse

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Lørdag 2. september fra kl. 10-16 inviterer Forsyningen til åbent hus på affalds-anlæggene på Vendsysselvej 202 i Frederikshavn. Samtidig indvies byens nye ressourcecenter.

Kom og oplev affaldets rejse, når Forsyningen i løbet af dagen afvikler aktiviteter og konkurrencer for både børn og voksne, hvor du - udover rundvisning i anlæggene - blandt andet kan få taget dit billede, mens du "kører" skraldebilen eller sidder i kranstolen hos forbrændingen, få udfordret din viden om affald og udleve dine kreative sider med affalds-kunst.

Som optakt til Verdensmålsugen fortæller Verdensmålsudvalget nærmere om arbejdet med at fremme den bæredygtige udvikling i Frederikshavn Kommune.

Forsyningen byder på kaffe, kage samt popcorn og slush ice til de mindste. Tilmelding er ikke nødvendig.

Program
Kl. 10.00: Dørene åbnes
Kl. 10.15: Velkomst
Kl. 10.20: Formand for Forsyningen Erik Kyed Trolle indvier Frederikshavn Ressourcecenter
Kl. 10.45: Rundvisning hos virksomheder og anlæg og opstart af aktiviteter
Kl. 16.00: Afslutning

Programmet opdateres løbende. Du kan læse mere på forsyningen.dk.

Følgende virksomheder åbner dørene 2. september:

Frederikshavn Affaldskraftvarmeværk forbrænder restaffald indsamlet i Frederikshavn Kommune og er en vigtig brik i at kunne levere varme til fjernvarmenettet og el til elnettet. Kom og få en rundvisning, hvor du hører nærmere om affaldets rejse fra, at affaldet forbrændes til, at energien omdannes til varme og el. I kontrolrummet kan du opleve, hvordan man overvåger lastbiler og aflastning, og børn kan sidde i kranstolen og se den store affaldskran i aktion helt tæt på.

Adresse: Vendsysselvej 201, 9900 Frederikshavn.

Frederikshavn Ressourcecenter er Frederikshavns helt nye facilitet til omlastning af genanvendelige affaldstyper, der forventeligt vil omlaste 5.000-7.000 ton affald hvert år i den store sorteringshal. Ressourcecentret er også hjem for vaskehal og 25 skraldebiler. Læg vejen forbi og lær mere om affaldets rejse og sortering af affald.

Adresse: Vendsysselvej 202, 9900 Frederikshavn.

Stæten udfører slamsugning, kloakservice, containerudlejning, transport af farligt gods og kranarbejde. Oplev den store vognpark, der råder over slamsugningsvogne, containere og kraner.

Adresse: Vendsysselvej 197, 9900 Frederikshavn.

Gemidan håndterer blandt andet madaffald indsamlet i Frederikshavn Kommune med et Ecogi-anlæg, der forbehandler organisk affald til en våd biopulp. Pulpen bliver afsat til biogasanlæg, der først udnytter biopulpen til energi og herefter afsætter den afgassede biopulp som gødning. Kom og oplev affaldets rejse fra madaffald til biogas.

Adresse: Udviklingsvej 20, 9900 Frederikshavn (via Vendsysselvej 201).

Trigon er en entreprenørvirksomhed, som på Vendsysselvej har etableret modtageanlægget Jordhotel Frederikshavn for uforurenet og lettere forurenet jord. Her bliver jorden opbevaret til, at der er fundet mulighed for genanvendelse uden risiko for miljø og sundhed.

Adresse: Vendsysselvej 195, 9900 Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...