Borgmester har indkaldt gruppeformænd til krisemøde i aften
Borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, har indkaldt gruppeformændene til et krisemøde, som begyndte kl. 18.00. Det erfarer TV2 Nord.
Det sker efter, at kommunaldirketør Thomas Eriksen skulle have lækket fortrolige oplysninger til journalister fra Nordjyske.
Ifølge Nordjyske viste han journalisterne flere lukkede punkter fra et byrådsmøde 20. september. Punkterne indeholdt forretningshemmeligheder.
Ifølge Thomas Eriksen har han dog udelukkende fremvist dokumenter, som allerede er kendt af offentligheden.
På mødet skal lækagesagen drøftes - også om det skal have konsekvenser for Thomas Eriksen, skriver TV2 Nord.
Sagen kommer efter at kommunaldirektøren for en måned siden politianmeldte hele byrådet for at have lækket et fortroligt bilag til en journalist.