Gå til hoved-indhold
13. marts 2024 - kl. 16.03

Japanske og tyske elever besøgte Frederikshavn Gymnasium

  • 1 af 4
    De japanske gæster på besøg i byrådssalen hos borgmester Birgit S. Hansen.
  • 2 af 4
    Elever og lærere fra Hidaka High School og Frederikshavn Gymnasium.
  • 3 af 4
    Klassen fra Schulzentrum Geschwister Scholl i Bremerhaven besøgte blandt andet Råbjerg Mile.
  • 4 af 4
    De japanske elever og lærere ved Johannes Knudsens gravsted på Fladstrand Kirkegård.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Gymnasium har de seneste uger summet af international aktivitet med besøg fra Tyskland og Japan.

I uge 9 havde gymnasiet besøg af en klasse fra Schulzentrum Geschwister Scholl i Bremerhaven som en del af programmet "Young Scientist", hvor eleverne samarbejder om et naturvidenskabeligt emne. Emnet var i år energi og bæredygtighed, hvor eleverne lavede forsøg sammen i blandede grupper og var på spændende udflugter. I ugen var de tyske elever privat indkvarteret hos danske elever.

I sidste uge var det japanske skoleuniformer, der prægede billedet på gangene. 10 japanske elever og to lærere var hele ugen på besøg fra Hidaka High School i Wakayama, hvor de deltog i den danske skoledag og hverdag.

Eleverne Gregers Hedegaard Petersen og Malthe Mejer Bak Larsen fra Frederikshavn Gymnasium udtaler, at det har været rigtig spændende at få et indblik i, hvordan unge fra en anden kultur tænker og agerer, og at de er glade for at have dannet nye venskaber.

På gymnasiet er der stor enighed om, at værtsfamilierne og de unge mennesker har været fantastiske til at tage imod de unge japanere og vise dem deres hverdag i Frederikshavn med både skole, sport og øvrige aktiviteter.

Der er stærke bånd mellem Frederikshavn Kommune og Wakayama i Japan med rødder tilbage til den danske maskinmester Johannes Knudsen fra Frederikshavn, der ofrede sit liv i forsøget på at redde en japansk fisker i havsnød.

I forbindelse med besøget på Frederikshavn Gymnasium var de japanske elever og lærere også inviteret i byrådssalen hos borgmester Birgit S. Hansen, der fortalte om Frederikshavn Kommune. De japanske gæster fik lejlighed til at smage dansk kransekage, og der blev gensidigt udvekslet gaver.

Frederikshavn Gymnasium har efter Corona-epidemien netop fornyet en "Sister-School Agreement" med Hidaka High School, der indebærer gensidige besøg i Danmark og Japan. Til oktober rejser 10 elever og to lærere på genbesøg, hvor de også skal følge de japanske elever og lærere i deres hverdag.

- Vi prioriterer de internationale aktiviteter på Frederikshavn Gymnasium, fordi vi synes, at det er så vigtigt, at de unge mennesker oplever andre mennesker og kulturer, der ikke altid tænker som dem selv. Vi skal udfordre vores elever på den gode måde til at åbne øjnene og kigge ud i verden, siger rektor Thomas Svane.

I uge 12 rejser alle 2.g klasser på Frederikshavn Gymnasium på studieture i byer som Rom, Amsterdam, Madrid, Barcelona og London.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...